Om programmet
Nordisk sprog, litteratur og kultur 700-1500

Fakta

Niveau MA
Varighed 2 år
ECTS 120

Deltagende universiteter og samarbejdspartnere:

Aarhus Universitet
Pernille Hermann, Rolf Stavnem

Københavns Universitet
Matthew Driscoll

Uppsala Universitet
Stefan Brink, Henrik Williams, Heimir Pálsson                 

Universitetet i Oslo
Karl Gunnar Johansson

NTNU i Trondheim
Jan Ragnar Hagland

Høgskolen i Agder
Marit Aamodt Nielsen

Háskoli Íslands
Guðrún Nordal, Úlfar Bragason

Fróðskaparsetur Føroya
Anfinnur Johansen

University of Aberdeen
Stefan Brink, Helena Thomas

Administration
Aarhus Universitet, Rolf Stavnem

 

Kort om studieprogrammets opbygning

Det fællesnordiske studieprogram er opbygget som en 2-årig uddannelse på masterniveau. Uddannelsen strækker sig over fire semestre:

1. semester 2. semester 3. semester 4. semester
Obligatoriske fag
(30 ects)
Studieretning
(30 ects)
Studieretning
(30 ects)
Specialeafhandling
(30 ects)

Under studieforløbet skal den studerende opholde sig ved en andet universitet i Norden i mindst et og højest to semestre. Opholdet kan placeres på de tre første semestre, men i det fjerde semester skal den studerende opholde sig ved sit hjemmeuniversitet. Der stilles krav om, at den studerende gennemgår et antal obligatoriske discipliner, vælger en studieretning og skriver et speciale.

Obligatoriske fag

De obligatoriske fag er indført i studieprogrammet for at sikre, at de studerende i løbet af deres studieforløb opnår en solid baggrund for studiet af den ældre nordiske teksttradition og bliver i stand til at læse på originalsprog. Indholdet i disse fag er ikke fastlagt på forhånd, men afhænger af den enkelte studerendes uddannelsesmæssige baggrund. Obligatoriske fag skal dog udgøres af et intensivstudium i enten sprog eller litteratur. Igennem undervisningen i de obligatoriske discipliner skal de studerende oparbejde deres kundskaber i grammatik, syntaks og sproghistorie og skaffe sig et solidt overblik over de væsentligste træk i den litteraturhistoriske udvikling i Norden fra vikingetiden og frem til reformationen. Efter det første semester skal alle studerende være velorienterede i de nordiske sprogs historie, kunne demonstrere et basalt kendskab til norrønt, olddansk og fornsvensk og kunne redegøre for teksternes overlevering og placering i en litteratur- og kulturhistorisk kontekst.

Studieretninger

På andet og tredje semester er det muligt at fordybe sig i et afgrænset aspekt af fagområdet. Der er mulighed for at vælge sig ind på en ud af fire studieretninger: (a) østnordisk, (b) vestnordisk, (c) tekstlæsning og tekstforståelse og (d) kulturhistorie. Studieretningerne i østnordisk og vestnordisk er baseret på tekstlæsning på originalsprog og indbefatter studier i palæografi, kodikologi, tekstkritik, editionsteknik, leksikografi, grammatik og sproghistorie. Vælger man en af disse studieretninger, er det muligt at komme til at beskæftige sig mere indgående med person- og stednavneforskning, middelalderlige prosatekster, dialekter, sociolekter og runeindskrifter. Studieretningen i tekstlæsning og tekstforståelse lægger vægt på at styrke de studerendes forståelse af middelaldertekster i et litteraturvidenskabeligt perspektiv. Studieretningen fordrer, at den studerende bliver bekendt med en stor og varieret del af det ældre nordiske tekstkorpus og får et indgående indblik i fagområdets videnskabelige litteratur. Vælger man denne studieretning, vil man blive orienteret bredt i de problemstillinger, der forbinder sig med studiet af håndskriftslitteratur i almindelighed, ligesom man vil blive i stand til at anvende forskellige litteraturanalytiske metoder. Studieretningen i kulturhistorie har et tværvidenskabeligt omdrejningspunkt og tilgodeser, at den studerende bliver bekendt med det skriftlige og arkæologiske kildemateriale til vikingetidens og middelalderens historie. Vælger man denne studieretning, vil man få indblik i forskellige fagtraditioners teorisæt og metoder og få lejlighed til at fordybe sig i de politiske, økonomiske og sociale omvæltninger i den nordiske kultur i perioden mellem vikingetiden og reformationen.

Specialeafhandling

I studieprogrammets fjerde semester udfærdiges der en specialeafhandling, som skrives inden for den studieretning, den pågældende studerende har valgt at følge. Afhandlingen kan udformes på to måder, enten som en samlet afhandling på 80-100 sider (inklusiv noter, litteraturliste og resumé, men eksklusiv bilag), eller som to til tre mindre afhandlinger på sammenlagt 80-100 sider. I sidstnævnte tilfælde er det et krav, at afhandlingernes indbyrdes tematiske og metodiske sammenhæng fremgår af en motiverende indledning eller af et efterskrift. Den studerende skal gennem sin afhandling dokumentere videnskabelig modenhed i et selvstændigt studie af et afgrænset felt inden for fagområdet, både hvad angår kendskab til og brug af videnskabelige teorier og metoder. Der vil endvidere blive stillet krav om, at den studerende har dannet sig et solidt overblik over den relevante forskning inden for området, ligesom der vil blive lagt vægt på den studerendes evne til at formidle sine resultater i et klart og tydeligt sprog. Afhandlingen kan skrives på et af de nordiske sprog eller på engelsk og skal forsynes med et resumé på et andet sprog end afhandlingssproget. Resuméet vil indgå i den samlede bedømmelse. Vejledningen af afhandlingen varetages af en ansat på det universitet, hvor den pågældende studerende er indskrevet, men kan i særlige tilfælde også indbefatte, at en ansat fra et andet universitet tilknyttes som medvejleder.

Indskrivning og optagelse

Efter at have gennemført uddannelsen vil kandidaten have fået indsigt i de nordiske sprogs udvikling og indbyrdes slægtskab på grundlag af en indgående kendskab til den middelalderlige tekstoverlevering, og være i stand til at beherske de filologiske, litteraturvidenskabelige og kulturhistoriske metoder, som knytter sig til området. Studerende med en bacheloruddannelse i et humanistisk fag fra et nordisk universitet har adgang til den 2-årige uddannelse. Studerende med en bacheloruddannelse i skandinaviske eller nordiske sprog fra et udenlandsk universitet kan optages på uddannelsen under forudsætning af, at den studerende er i stand til at følge undervisning på et af de nordiske sprog.

 

KONTAKTINFORMATION

KOORDINATOR
Rolf Stavnem
Aarhus Universitet

ADRESSE
Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur
Bygning 1467
Jens Chr. Skous Vej 7
8000 Århus C

MAIL
norrs@hum.au.dk